Poker - Strategiske koncepter


Float Play


Af Rasmus “Klaphat” Carstensen

I sidste udgave af MånedsMagasinet Pokernet skrev jeg om, hvordan du ved at tage initiativet i position kan give dig selv gode muligheder for at vinde potten, selv uden en hånd.

Denne gang skal det handle om, hvordan du ved at sidde i position kan vinde information med hensigt på at stjæle potten fra en preflop aggressor. Følgende hånd blev udspillet på Ladbrokes i starten af december. Undertegnede var ikke med i den, men det var Zupp fra Pokerteam Danmark.

Ladbrokes No Limit Hold´Em, blinds: $50/$100. 4-handed. Første mand folder. Zupp raiser til $400 fra knappen. SB folder. BB, som er en dygtig og aggressiv nordmand, reraiser til $1.300. Nordmanden har lige knap $15.000, Zupp har mere end dette. Zupp caller, og potten er nu $2.650.

Flop:


BB byder nu $2.317, og Zupp caller. Potten er nu på $7.283.

Turn:


BB går nu all in for sine sidste $11.454, og Zupp caller.

River er ruder 8, og ved showdown viser BB:


Zupp viser:


for en straight og han vinder en pulje på omkring $30.000.

Denne hånd var en blandt mange, der gik den rigtige vej for Zupp den aften på Ladbrokes i en session, hvor han vandt en god slat. Dette gik ikke ubemærket hen i forummet på PokerNet. Specielt ovenstående hånd blev betegnet som meget heldig for Zupp, og en del kunne ikke forstå, at man kan spille sådan et højt spil og så sidde og trække efter en inside straight.

Isoleret set, er det også rigtigt, at det er ret heldigt. Men et high stakes cashgame som dette foregår i mange levels, så derfor er der mange andre faktorer, der skal overvejes. Eftersom jeg ikke var en del af hånden, kan jeg naturligvis ikke nøjagtig vide, hvad Zupp tænker. Ikke desto mindre har jeg et kvalificeret bud på, hvad der er foregået.

Preflop
Zupp åbner helt standard for 4 gange big blind fra knappen. Jævnfør min artikel i sidste nummer behøver Zupp ikke have en god hånd her. Han sidder på knappen, i den bedste position overhovedet, og vil derfor spille rigtig mange hænder her. Det ved nordmanden i BB naturligvis godt, og derfor er hans reraise range en del bredere end høje par og Es-Konge. Zupp ved, at BB ved, at han ikke nødvendigvis har en stor hånd. Derfor er der umiddelbart ikke noget galt i at calle og tage et flop med QTo her.

Floppet
BB stikker et bet ud, der er lige i underkanten af potten. Dette er standard, eftersom han har taget initiativet preflop. Det meste af tiden har Zupp et nemt fold her. Men som skrevet ovenfor, så sætter han ikke nødvendigvis BB på en stor hånd. Såfremt BB ikke har en stor hånd, er der en god chance for, at BB ikke har ramt floppet, som er Es-Konge højt. Af denne grund vælger Zupp at betale bettet fra BB for at afvente, hvad der sker på turn. Viser BB svaghed, vil han forsøge at samle potten op, enten på turn eller på river. Dette kaldes i pokertermer at ”floate”.

Turn
Følgende muligheder kan indtræffe på turn:

1) Der falder en ”blank”, f.eks.:

 
og BB checker. Dette er et af de tilfælde, man håber på, når man floater. Et bet på halvdelen af potten eller større vil vinde potten, såfremt modspilleren ikke har ramt floppet eller eventuelt kun har ramt floppet marginalt (second pair eller dårligere). Man skal dog være bevidst om, at nogle modspillere vil checke turn her med et svagt Es for ikke at bygge puljen unødvendigt stor (dette kaldes i pokertermer for pot control). En spiller, der gør dette, vil formentlig calle, hvis man better. Af denne grund kan man overveje at vente til river med at lave sit move. Der er flere fordele ved at vente til river. For det første får man et gratis kort på turn til at ramme sit inside straight draw. For det andet får man mere information ud af modspilleren. Ulempen er, at man kan virke svag, og dermed er risikoen for, at man bliver callet på river større.

2) Der falder en ”blank”, f.eks.:

 
BB byder 2/3 af potten. Her må man umiddelbart give modspilleren credit for at have en legitim hånd. Derfor bør man folde her.

3) Der falder et ”scarecard”, f.eks.


BB checker. Det er den anden situation, man håber på, når man floater. Som hånden er spillet indtil videre, kunne man sagtens repræsentere en flush. I dette tilfælde bør man bette et sted mellem halv og hel pot, alt efter ens ”normale” betting pattern. Får man et call af modspilleren, kan man overveje at gå all-in på river, såfremt modspilleren checker. Dette skal man gøre mod spillere, man ved, kan folde marginale hænder. Man skal også være opmærksom på, hvor meget man har tilbage til et river bet. Har man f.eks. kun 1/4 pot bet tilbage på river, skal man nok ikke regne med, at modspilleren folder særligt ofte. Man kan med fordel justere størrelsen af turn bettet, således at man har omkring 2/3 pot eller tilbage til et river bet, hvis modstanderen caller på turn.

4) Der falder et ”scarecard”, f.eks.,
 

BB better. Denne situation er den situation, der rent faktisk var tale om i hånden beskrevet ovenfor. Der er nu ikke den store tvivl om, at modspilleren har ramt en stor hånd. I denne situation rammer Zupp sit inside-straight draw, og dermed har han et rimelig nemt call. Han bør aldrig folde her, fordi han frygter flushen. Men der er sjældent tvivl om, at modspilleren har redraws. I denne konkrete situation havde han 10 outs til et fuldt hus/ 4 ens. Såfremt Zupp ikke havde ramt sin straight havde han naturligvis et nemt fold på turn.

Hvornår er det en god ide at floate?
Hvis du tænker på at floate, skal du for det første overveje floppets sammensætning. I ovenstående eksempel har Zupp outs at falde tilbage på, såfremt modspilleren skulle have ramt en hånd. Dette er generelt en god ide, og du bør kun floate, hvis de outs, du har, er til nuts. Det, der i eksemplet ikke er optimalt, er, at floppet både indeholder et Es og en Konge. Der er trods alt en ret stor risiko for, at modstanderen kan have ramt en af disse, når han vælger at reraise ude af position preflop. Men det er jo netop det, du prøver at finde ud af ved at calle på floppet.

For det andet skal du overveje, hvilken modstander du vil lave dette play mod. Den optimale modspiller er naturligvis en såkaldt weak modspiller. En sådan spiller vil man ofte kunne få til at folde en marginal hånd. Disse spillere er der desværre ikke så mange af i de større NLHE spil. Et typisk short handed NLHE spil vil bestå af 3-4 regulars og 2-3 fisk, der prøver lykken. Hvis du spiller meget på et bestemt site, har du sikkert et godt kendskab til de andre regulars på sitet. Disse er perfekte ofre for et float play, idet du har stort kendskab til deres spillestil, og du derfor ved, hvornår du kan skubbe dem af deres hånd.

Hvornår er det en dårlig ide at floate?
Ovenstående skal ikke opfattes som en anbefaling til at begynde at spille alle inside-straight draws. Langt fra! Hvor ofte du bør benytte dette play, er selvsagt et spørgsmål om temperament. Men jo oftere du gør det mod de samme spillere, jo større er chancen for at det mislykkedes. Så min personlige holdning er at bruge dette play sparsomt.

Det siger sig selv, at du heller ikke bør spille på denne måde mod en calling station. Endvidere er det heller ikke en god ide at floate mod spillere, som du ikke kender noget til overhovedet.

Hvad gør jeg, når jeg mistænker mine modstandere for at floate mig?
Du bør altid justere dit spil således, at det passer til modspilleren. Spillere, der floater meget, bør du have nogle modstrategier overfor. En sådan strategi kunne for eksempel være (det antages, at du er ude af position):

Check-raise på turn
Dette er helt oplagt, når du sidder med en stor hånd, og du er i potten med en spiller, hvor du ved, at han ofte vil prøve at stjæle potten. Men du bør ikke udelukkende check-raise på turn, når du har en stor hånd. Hvis du vil virke uforudsigelig, bør du også lave dette play i ny og næ, når du har overpar, toppar eller et draw.

Second barrel
En del spillere har en væsentlig større calling range på floppet, end de har på turn. Når du spiller mod disse spillere, er en second barrel oplagt fra tid til anden, også selvom du har misset floppet og turn totalt. Dette er med til at øge chancen for, at du bliver betalt godt, når du endelig rammer en stor hånd. I MPN Nr. 1 findes en artikel om brug af second barrels.

Check-Call
Dette play har den fordel, at du holder puljen forholdsvis lille. Specielt er dette en god ide, når du har marginale hænder såsom toppar. Mod spillere, der er meget aggressive og i stand til at bluffe på både flop, turn og river, er dette også et fint play, når du har en stor hånd.

Hvorfor er det nødvendigt med sådanne fancy plays?
Det er en generel tendens i online poker, at spillerne på de højere limits bliver dygtigere, og det er efterhånden nogle andre evner, der skal til, for at vinde. Som jeg skrev i min første artikel, var tight-aggressiv ABC poker en god strategi tidligere. Nu er du nødt til at være mere uforudsigelig og mikse dit spil i højere grad.

Når den gennemsnitlige modstander også begynder at variere sit spil mere, bliver du nødt til at være opmærksom på disse tendenser og lave passende modspil.



Nyhedsbrev
 
   
Poker Coaching
Poker | Poker forum | Casino bonus | Sitemap
Fortune Poker rakeback | KickoffPoker rakeback